Har du set den store sten, som står bag dig mellem de to høje træer? På afstand ligner den bare en stor sten, men når du kommer tættere på, kan du se, at den er fyldt med gamle tegn.
De gamle tegn er runer – vikingernes bogstaver – og stenen er en 1:1 kopi af runestenen ”Egåstenen”, som er fundet her i Egå. Den originale sten kan man se på Nationalmuseet i København.
Gennem historien har der eksisteret forskellige runealfabeter. Runerne på Egåstenen er fra det alfabet, man kalder ”Yngre Futhark”. Der står:
“Alfkil og hans sønner rejste denne sten efter Manne, deres frænde, som var landbestyrer for Ketil den norske.”
Hvem Alfkil og hans sønner var, og hvorfor de rejste en sten efter deres ven Manne, dét ved vi ikke noget om – vi kender ikke personerne andre steder fra. Alligevel er runestenen et vindue til vikingerne verden, som både fortæller os, at man rejste sten med runer for at mindes de døde og hvilke navne folk havde i Vikingetiden – og også at Egå var beboet i denne periode i historien.
Den originale sten blev fundet i stengæret på kirkegården ved Egå Kirke i år 1839. Efter sigende blev den sat i stengærdet efter at være blevet udgravet fra en høj eller bakke kaldet ”Brobjergbakke” ved Egå Bro.
Lige ovre på den anden side af Mejlbyvej ligger kirkegården. På den kan du se, at man i dag stadig rejser sten for de døde. I dag stiller vi dog stenen der, hvor den døde er begravet. I Vikingetiden var stenen ikke forbundet til den døde krop men var et mindesmærke over den, der engang levede.
I Danmark har man fundet omkring 260 runesten, hvoraf langt de fleste er rejst i perioden 975-1025, altså i den periode, hvor vi havde Vikingetid i Danmark, og hvor Danmark var kristnet.
Hvem ved, hvor mange runesten, der ligger rundt omkring og endnu ikke er fundet?
Måske blev stenen til på denne måde (fiktion!)
Det var tåget. Runeristeren tørrede langsomt sveden af panden, mens han kiggede ned på sine hænder. De var slidte. Sprukne. Lignede det de var: Hænder der var blevet brugt til hårdt arbejde et helt liv. Han var dygtig til sit arbejde. Det vidste han. Derfor blev han igen og igen bedt om at riste runer for folk på sten, de ville rejse for at mindes de døde. Minder der aldrig forsvandt.
Den unge mand som bestilte stenen, han var i gang med at hugge, havde en klump i halsen, da han med en blanding af sørgmodighed og stolthed havde sagt, at stenen skulle være så stor, at den kunne ses i hele området. Så ingen nogensinde ville glemme, hvad der var sket med den mand, der var nævnt på stenen. Manne hed han.
De havde været på handelsrejse, fortalte han. Ham selv, hans brødre, deres far Alfkil og farens ven Manne. Manne var landbestyrer for Ketil den Norske, som i en periode regerede i det område, de boede i. At være landbestyrer betød, at han tog sig af den daglige drift på Ketils vegne, mens Ketil var væk i kongens tjeneste.
Lange, kolde nætter på et skib.
De rejste mod øst og havde varer med
En aften blev de pludselig angrebet af en gruppe af mænd, som talte et sprog, de ikke forstod. De slog dem med kæppe og ville stjæle deres varer. En af dem havde angrebet den yngste af Alfkils sønner, og da Manne forsøgte at forsvare ham, var han blevet slået så hårdt i hovedet med en sten, at han faldt død om på stedet.
De begravede ham, som det var skik på den tid. Han fik blomster, mad og våben med, og så blev han lagt i en båd. Da båden langsomt blev skubbet ud i vandet, satte de ild til den, så Manne, ved at brænde, hurtigt kunne nå frem til Gudernes verden – til Valhal.
Alfkil rejste altså denne sten for at hylde Manne, som ofrede sit liv for en af hans sønner.
-eller også er den rigtige historie en helt anden. Det får vi aldrig at vide.
Du kan selv prøve at skrive dit navn med vikingernes runer. I den yngre futhark er der ikke så mange bogstaver, som i vores alfabet, så nogle af runerne svarer til flere af vores bogstaver. Yderst til højre kan du se, hvilken lyd hver af runerne gav. Fx U som det udtales i ”urokse”.
Hvis dit navn indeholder et bogstav, som ikke er på listen, skal du vælge det bogstav, som lyder mest det.
Se runealfabetet her: Runer
Skrevet af: Katrine Rønne Nikolajsen